Hermed har du din drøm og din vision, for du har nu skabt et præcist og levende billede af, hvad det er, du ønsker. Hermed er du i stand til at rette fokus i den rigtige retning, for du kender nu din ledestjerne og dermed din retning på vejen videre frem.
Dette er i sig selv en milepæl, men samtidig en ny udfordring, for du kender jo ikke vejen i detaljer og at fortsætte kræver derfor både mod og et åbent sind.
I min egen drøm skulle jeg være selvstændig, men jeg havde ingen forestilling om, hvad min virksomhed skulle beskæftige sig med. Det var virkelig frustrerende, men jeg måtte tilbringe nogle år med at undersøge et utal af muligheder uden, at det rigtige dukkede op.
Men jeg kendte min destination, og jeg havde en ufravigelig tro på, at jeg på ét eller andet tidspunkt ville finde det helt rigtige at beskæftige mig med.
Husk at nyde turen
Selv om det tog lang tid, var jeg i hele forløbet åben over for de muligheder, der bød sig til, og selv om jeg altid har betragtet mig selv som en person, der interesserer sig for mennesker, men absolut ikke for teknologi, undersøgte jeg alligevel mulighederne, da jeg blev præsenteret for www.jobcard.dk.
Og til min store overraskelse oplevede jeg, at teknologien på nettet viste sig at være helt vildt spændende. At jeg her kunne bruge min livsbagage på en helt ny måde og samtidig være en del af et dygtigt team. Så også for mig har det åbne sind været altafgørende.
Konklusionen er derfor, at når du først har fundet din ledestjerne, er det tid til at realisere drømmen. Det vil uden tvivl tage tid, men med daglige små skridt i den rigtige retning, et åbent sind og en imødekommende attitude, skal det nok lykkedes. Og husk så i øvrigt at nyde selve rejsen.