Krisens faser

En krise består typisk af 4 faser, som man går igennem, hvis man oplever en opsigelse: 1. Chok
2. Reaktion
3. Bearbejdning
4. Nyorientering


1. Chokfasen = Handlingslammelse

I denne fase er det endnu ikke for alvor gået op for medarbejderen, hvad der er sket. Situationen er så uvirkelig, og personen prøver at holde den uudholdelige virkelighed på afstand, f.eks. gennem overaktivitet og en til syneladende handlekraft, der dog ofte kun er overfladisk. Personen mister ofte tids- og virkelighedsfornemmelse, og det kan føles som om, der bliver trukket et rullegardin ned.

2. Reaktionsfasen = Forsvar – flugt

I denne fase går det op for medarbejderen, hvad der egentlig er sket, og de følelsesmæssige reaktioner kan vise sig i form af depression, vrede og gråd. Denne reaktion kan være så voldsom, at personen i en kort periode ikke er i stand til at fungere normalt.

3. Bearbejdningsfasen = Nedtrykthed – accept af virkeligheden – nye idéer

Gennem en omfattende bearbejdning af det skete, begynder medarbejderen i denne fase at forstå, hvorfor det er sket og begynder måske at se en fordel ved at skulle forlade arbejdspladsen. Personen når til en følelsesmæssig accept af begivenheden og kan vende blikket fremad igen og orientere sig mod fremtidige jobmuligheder.

4. Nyorienteringsfasen = Nye muligheder – mod ny stabilitet

Medarbejderen har nu fået et afslappet forhold til det skete. Krisebearbejdningen er overstået. Personen kan tale om det skete uden at blive følelsesmæssigt påvirket, og det er nu muligt at koncentrere sig om den nye tilværelse.

Efter krisen

Det er en modningsproces at gennemleve en krise. Den, der formår at forholde sig aktivt til problemerne, vil føle sig stærkere efter krisen. Generelt udvikler man sig gennem en krise, men ufuldstændigt bearbejdede kriser efterlader angst og svækket selvtillid.

I en krise glemmer man let sig selv, men det er vigtigt at motionere, få en god søvn og ikke mindst sund og regelmæssig kost. Det er ligeledes vigtigt at have familie og venner at støtte sig til, men det allervigtigste er, at du selv har viljen til at arbejde dig gennem krisen.



DUCAS ApS - Industrivej 7 - 2605 Brøndby - Tlf. 88 33 66 86 - CVR nr. 29786186